I morgen tager jeg hul på min sidste uge af studiet. Tiden er fløjet afsted, men jeg har heldigvis rygsækken fuld af gode minder.

Vi arbejder lige nu hårdt på vores gruppeprojekter, som udgør 40% af vores samlede karakter. Vi har travlt, men heldigvis er jeg i en god gruppe, hvor vi både kan arbejde hårdt, men samtidigt også hygge os med at spille pool og kort i ny og næ.

Selvom enden er nær, og jeg snart skal tage afsked med mine med-studerende, har jeg masser af sommerfugle i maven over alt det, der skal ske efterfølgende. Jeg drager nemlig først hjem mod Danmark den 26. januar. Inden da skal jeg rejse rundt i Vietnam, Laos og Cambodia. Derefter skal jeg tilbringe julen i Burma og holde nytår i Bangkok. Jeg slutter mit eventyr med at tage til Australien – og så er det vidst også på tide at komme hjem igen, og få skrevet mit bachelorprojekt og afsluttet første del af min uddannelse.

Jeg har indtil nu skrevet meget om alle de ting jeg oplever, men nu vil jeg fortælle om, hvordan en helt almindelig hverdag i Hoi An har været.

Jeg står op og spiser fælles morgenmad med de andre. Sådan et måltid består traditionelt i Vietnam af nudelsuppe, men vi bliver også forkælet med forskelligt udvalg af ommelet, forskellige slags ris, frisk frugt, tofu, brød og stegte nudler.

Herefter tager jeg ind på universitet og har forelæsninger. Her er vores forelæsningslokale.

Billede

Efter forelæsningerne tager jeg ud på vores studiecenter på stranden og spiser fælles frokost. Derefter bruger jeg eftermiddagen på at læse til næste dags forelæsninger.

Mandag aften underviser jeg unge vietnamesere i engelsk, og tirsdag går jeg til yoga. Derudover har vi ofte gæsteforelæsninger om aftenen, hvor forskellige personer kommer og fortæller om alt fra Dæmninger og Fair Trade til den politiske og sociale situation i Burma.

Om aftenen tager jeg ud og spiser aftensmad med de andre. Nogle gange spiser vi på små gadekøkkener, hvor vi får traditionel vietnamesisk mad, andre gange på de mere vestlige restauranter – det kan jo hænde at man får nok af ris og nudler i alle afskygninger.

I weekenderne er der tid til at tage rundt og opleve en masse, eller gå i byen og feste med backpackere fra hele verden, som ofte gør holdt i Hoi An på deres rejse gennem Vietnam.

Jeg har været så glad for, at jeg valgte at tage afsted og læse her. Vietnam er et fantastisk land, og jeg kan varmt anbefale alle at rejse hertil!

Isabella

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *